Skiftekit til AI chat

Næsten 2 ud af 3 danskere har prøvet de nye chatbots. Og ni ud af ti af dem, der bruger AI-chat, bruger netop ChatGPT. Det kan være nyttigt til ideer til opskrifter, ferieinspiration eller at få forklaret noget svært (men husk altid at faktatjekke! AI kan tage fejl).

Men ChatGPT er lavet af det amerikanske selskab OpenAI, og som udgangspunkt bruger de dine samtaler til at træne deres modeller. Og de har netop introduceret reklamer for amerikanske brugere. Jo mere privat dit spørgsmål er, jo mere værdifuldt er det for OpenAI. Og som amerikansk selskab kan de være forpligtet til at udlevere dine data til amerikanske myndigheder. Uden at du får besked, og uden den beskyttelse, du er vant til under europæisk lovgivning. Selv i USA er der en voksende bevægelse imod ChatGPT.

Heldigvis findes der alternativer, der virker ligeså godt som ChatGPT til hverdagsbrug. Det tager under 5 minutter at komme i gang.

Trin-for-trin guide

1. Vælg din nye AI-chat

App Styrker Land Kort fortalt
Le Chat Privatliv, Europæisk Frankrig Hurtig, GDPR-venlig, bruger ikke dine samtaler til træning
Lumo Privatliv, Europæisk Schweiz Fra Proton, Krypteret, gemmer ikke dine samtaler
chat.dk Dansk Danmark Dansk program, data forbliver i Danmark

2. Prøv din nye AI-chat

Alle tre alternativer kan bruges med det samme. Du kan prøve dem af uden at oprette en konto. Hvis du vil gemme dine samtaler, kan du altid oprette en konto.

chat.dk er den eneste AI-chat, hvor alt er dansk: programmet, virksomheden og datacentret. Den er trænet på mere dabsk indhold end nogen andre da folkene bag ordbogen A/S ejer de fleste danske opslagsværker. Dine data forlader aldrig Danmark. Vælg den, hvis du vil støtte dansk teknologi.

  1. Gå til chat.dk
  2. Begynd at skrive – din nye AI-chat er klar!

OBS: chat.dk findes kun til browser, da der ikke er app til telefon.

Le Chat er det tætteste alternativ til ChatGPT. Det er en fransk AI-chat, der kan det meste af det du er vant til. Vælg den, hvis du vil have en europæisk AI-chat, der føles velkendt.

  1. Gå til chat.mistral.ai
  2. Begynd at skrive – din nye AI-chat er klar!

På telefon/tablet: Download "Le Chat by Mistral AI" fra App Store eller Google Play.

Lumo er bygget til privatliv. Den kommer fra Proton – firmaet bag Proton Mail – og gemmer ikke dine samtaler på deres servere. God til hverdagsopgaver, men ikke så avanceret til komplekse opgaver. Vælg den, hvis privatliv er det vigtigste.

  1. Gå til lumo.proton.me
  2. Begynd at skrive – din nye AI-chat er klar!

På telefon/tablet: Download "Lumo by Proton" fra App Store eller Google Play.

3. Brug den i hverdagen

Stil de samme spørgsmål, du normalt ville stille ChatGPT. De første gange kan svaret se lidt anderledes ud. Hver AI-chat har sin egen stil. De fleste oplever efter et par dage, at det føles helt naturligt.

Hvis du er superbruger: Bruger du ChatGPT til komplekse opgaver og har opbygget hukommelse og kontekst over tid, kan skiftet kræve lidt mere. Du skal måske bruge tid på at genopbygge den kontekst, din nye AI-chat har brug for at kende. Det er en engangsinvestering. Og en god anledning til at overveje, hvor meget personlig kontekst du egentlig har givet fra dig til OpenAI.

💡
Den psykologiske side af at skifte AI chat

Det gode: Du tager kontrollen tilbage. Dine samtaler er dit privatliv, ikke materiale til reklamer eller til videreudvikling af AI programmet. Mange oplever det som en lettelse at bruge en AI chat, der ikke holder øje med hvad du skriver. Og du vil hurtigt opdage at alternativerne sagtens klarer det meste af det, du bruger AI til i hverdagen.

Det svære: Du er måske vant til ChatGPT og kender dens måde at svare på. Det kan føles uvant at skifte. Ikke fordi alternativet er dårligere, men fordi det er anderledes. Det er det samme som at skifte fra at arbejde med en kollega til en anden. Det tager lidt tid at finde rytmen.

Husk: Du sletter ikke din ChatGPT-konto ved at prøve noget nyt. Behold den ved siden af, så længe du har brug for det. Og husk: den relation du føler til ChatGPT er ikke gensidig. Den husker dig ikke fra samtale til samtale, og den er trænet til at fortælle dig hvad du vil høre. Det er et godt værktøj. Men det er et værktøj.

Læs mere om alternativerne

chat.dk 🇩🇰

Chat.dk er en dansk AI-chat bygget på OdinLLM, et dansk sprogprogram udviklet af Ordbogen A/S, som har arbejdet med dansk sprogteknologi i over 20 år. Det er den eneste AI-chat på listen hvor hele kæden er dansk: programmet er dansk, virksomheden er dansk, og dine data forlader aldrig Danmark.

Vælg den hvis:

  • Det betyder noget for dig at støtte dansk teknologi
  • Du vil have en AI der forstår dansk sprog og kontekst godt
  • Du vil have dine data i Danmark

Hvordan tjener de penge: chat.dk er gratis for private brugere. Virksomheder betaler for adgang. Ordbogen A/S er en dansk virksomhed med over 20 års erfaring i sprogteknologi.

Le Chat 🇫🇷

Le Chat er Mistral AIs AI-chat. Mistral AI er en fransk virksomhed grundlagt i 2023 af tidligere forskere fra Google DeepMind og Meta. De er i dag en af Europas mest anerkendte AI-virksomheder. Le Chat er den hurtigste AI-chat på markedet – den svarer med op til 1.000 ord i sekundet.

Vælg den hvis du:

  • Du vil have et europæisk alternativ der virker ligesom ChatGPT
  • Privatliv er vigtigt for dig
  • Du vil have en gratis version der svarer hurtigt

Hvordan tjener de penge: Le Chat er gratis at bruge. De tjener penge på betalte abonnementer (Le Chat Pro koster 18 EUR om måneden) og på virksomhedskunder. De gemmer ikke dine samtaler og overholder GDPR. Mistral AI er privatejet af grundlæggerne og europæiske investorer.

Lumo 🇨🇭

Lumo er en AI-chat fra Proton, den schweiziske virksomhed bag Proton Mail og Proton Drive, som vi har fremhævet i andre skiftekit. Lumo er bygget med samme privatlivstankegang: dine samtaler gemmes ikke, de bruges ikke til at videreudvikle deres kunstige intelligens program.

Vælg den hvis:

  • Privatliv er det vigtigste for dig
  • Du allerede bruger Proton Mail eller Proton Drive
  • Du vil have den stærkeste privatlivsbeskyttelse

Bemærk: Lumo er god til hverdagsopgaver, men er ikke den bedste chat til komplekse opgaver. Gratis versionen har begrænsninger på antal beskeder om dagen. Lumo kan ikke analysere billeder.

Hvordan tjener de penge: Lumo har en gratis version. Lumo Plus koster ca. 13 EUR om måneden og giver ubegrænset adgang. Proton Foundation (almennyttig schweizisk fond) ejer tjenesten. De sælger ikke dine data og viser ingen reklamer.

Bag om teknologien: Hvad er en AI-chat?

En AI-chat er et form for meget avanceret statistisk, der har "læst" milliarder af sætninger fra internettet, bøger og artikler. Gennem den læsning har programmet analyseret mønstre i sproget. Når du stiller et spørgsmål, bygger programmet sit svar op ét ord ad gangen ved at forudsige, hvad der sandsynligvis kommer næst. Det er det der kaldes en sprogmodel. Le Chat, Lumo og ChatGPT er alle AI-chats bygget oven på hver deres sprogmodel.

Når du bruger en chat model er der tre ting, som er vigtige at forstå.

  1. Den husker dig ikke

Hver gang du starter en ny samtale, starter AI-chatten forfra. Den ved ikke hvem du er eller hvad I har talt om sidst. Den lyder måske som om den kender dig, men det gør den ikke. Det er den måde den er trænet til at svare på: venligt, personligt og engageret. Der er derfor ikke noget at miste ved at skifte.

  1. Den ved ikke om den tager fejl

AI-chatten svarer med samme selvsikre tone uanset om den har ret eller tager fejl. En fejl lyder præcis som et korrekt svar. Brug den derfor gerne til at få idéer, skrive tekster og forstå svære emner, men tjek altid vigtige svar selv.

  1. Den fortæller dig hvad du vil høre

AI-chatten er trænet til at give svar folk kan lide. Modellen er trænet til at være hjælpsom, og fordi rigtige mennesker har vurderet svarene under træningen. Folk giver typisk bedre vurderinger til svar der er enige, venlige og opmuntrende end til svar, der er ærlige, men ubehagelige. Det har modellen lært af.

Resultatet er, at AI-chatten har en tendens til at være enig med dig, rose dine idéer og undgå at sige dig imod, selv når det ville være mere nyttigt. Det kaldes sykofanti.

Det er en af grundene til at mange føler en stærk tilknytning til ChatGPT. Den er designet til at føles rar at tale med. Men det er ikke det samme som at den har ret, eller at den er din ven.

Hvordan har vi valgt alternativerne?

Vi vælger kun alternativer, der er anerkendt af andre, realistiske at bruge, og gennemsigtige omkring deres forretningsmodel. Læs mere om baggrunden for udvælgelsen her, hvor du også kan finde links til andre guides med flere alternativer.

Disclaimer

Disclaimer: Denne liste af AI-chattjenester er ikke en certificering fra Digital Stemme, og vi kan ikke tage ansvar for din brug af disse tjenester. Det er en liste af programmer, som vi mener forsøger at håndtere dine data og fremme demokratiske værdier mere ansvarligt end de store techgiganter. Vi har baseret vores vurdering på offentligt tilgængelig information om forretningsmodeller og værdier.