Vi har lavet det første skiftekit om browsere. Din browser ser alt, hvad du laver online. Hvilke sider du besøger, hvad du søger efter, hvad du køber. Chrome, Safari og Edge kom sikkert med din computer eller telefon, men der findes alternativer, der ikke tracker dig på samme måde.
I skiftekittet gennemgår vi fire browsere, du kan skifte til: DuckDuckGo, Ecosia, Firefox og Vivaldi. Vi forklarer trin for trin, hvordan du gør det. Og hvad du kan forvente at opleve undervejs.
Browseren er det program, mange af os bruger mest i løbet af en dag. Derfor kan det være sværere end som så at vænne sig til noget nyt. Vi har allieret os med en adfærdspsykolog, der har hjulpet os med at sætte ord på, hvad der ofte sker, når man forsøger at ændre sine digitale vaner.
Vi ved også, at ingen browser er perfekt. Skal den være europæisk? Open-source? Maksimalt privatlivsbeskyttende? Nem at bruge uden teknisk indsigt? Folk vælger forskelligt, og det er helt ok. Vores udgangspunkt er bare, at det skal være bedre end Big Tech – og det er alle alternativerne i kittet.
Det tager 15-30 minutter at skifte. Og du behøver ikke slette din gamle browser, før du er tilfreds med den nye.
Sammen med kittet har vi lavet en ordbog over tekniske begreber og en side om, hvordan vi har udvalgt alternativerne.