Librelabs Guide til alternativer til Office-pakken

Henrik fra Librelab, en dansk organisation der arbejder med digitalt suveræn produktudvikling, deler her sin erfaring med at skifte office-pakken ud med alternativer. Henrik har selv brugt open source-alternativer i 30 år og kender både styrkerne og faldgruberne.

Det er et uddrag fra Librelabs guide til officepakken. Den fulde version kan findes på deres hjemmeside.


Hvorfor overhovedet skifte kontorpakke?

De fleste af os bruger Microsoft Office eller Google Docs dagligt – på jobbet, i skolen, derhjemme. Det virker, og det føles "gratis." Men prisen betaler vi på andre måder:

Dine data er valutaen

Når du ikke betaler med penge, betaler du med indsigt. Selskaberne får viden om hvem du er, hvad du arbejder med, hvem du samarbejder med, og hvad du interesserer dig for. Ordene er profilering, segmentering og overvågning. Og det foregår i stor stil, også selvom du "bare" skriver et brev til din forening eller laver et budget i et regneark.

Lock-in sniger sig ind

Det er gratis at komme i gang. Men når du først har delt hundredvis af dokumenter med kolleger, venner og familiemedlemmer, og når du har brugt 5-10 GB lagerplads, rammer du betalingsmuren. På det tidspunkt har du så mange filer og samarbejdsrelationer inde i økosystemet, at det føles umuligt at komme ud. Og når du begynder at betale, får du flere funktioner, som binder dig endnu tættere.

Blokering er en reel risiko

Som Bill Gates selv for nylig sagde på svensk TV: Han kan først om tre år love, at Microsoft ikke lukker for europæiske organisationers adgang til deres tjenester. Tre år, hvilket svarer til resten af den nuværende Trump-administrations periode. Det bør bekymre enhver dansk virksomhed, forening og kommune, der i dag er dybt afhængig af Microsofts økosystem. En blokering ville betyde uger eller måneders nedsat produktivitet for rigtig mange organisationer.


Tre alternativer du bør kende:

LibreOffice – det modne og frie valg

LibreOffice er det mest etablerede open source-alternativ til Microsoft Office. Det startede som en videreudvikling af OpenOffice (som oprindeligt var Sun Microsystems' StarOffice), og er i dag et fuldt modent produkt med en stor international udviklerbase, herunder mange danske bidragydere.

Pakken dækker hele den klassiske kontorpakke: tekstbehandling (Writer), regneark (Calc), præsentationer (Impress) og tegninger/diagrammer (Draw). Der er endda en databaseløsning (Base) og mulighed for at åbne og redigere Visio-dokumenter.

Kompatibilitet: LibreOffice kan åbne og gemme i Microsofts filformater (.docx, .xlsx, .pptx), så du kan samarbejde med folk der bruger Microsoft Office uden problemer. Det understøtter naturligvis også Open Document-formatet, som er den åbne internationale standard.

Brugerflade: Her er den ærlige indrømmelse: LibreOffice ser ikke ud som Microsoft Office. Menustrukturen er anderledes, knapperne sidder andre steder, og det kræver en smule tilvænning. Men brugerfladen kan tilpasses – der findes blandt andet et "tabbed"-layout der minder mere om Microsofts ribbonmenu. Og når man først har vænnet sig til det, er det et kraftfuldt og hurtigt program.

Performance: LibreOffice er et desktopprogram, og det mærker man. Det er hurtigt, responsivt og kræver ingen internetforbindelse. Du kan arbejde i et fly, på en togtur eller i sommerhuset uden dækning.

Pris: Gratis. Helt gratis. Ingen konto, ingen abonnement, ingen begrænsninger.

Collabora Online – Microsoft 365-oplevelsen uden Microsoft

Hvis du primært arbejder i browseren og samarbejder med andre i realtid, er Collabora Online det alternativ, der kommer tættest på Microsoft 365-oplevelsen.

Collabora Online (ofte forkortet "COOL") bygger på LibreOffice-koden, men er designet til at køre i en webbrowser. Det er udviklet af det engelske firma Collabora, som i øvrigt er en af de største bidragydere til LibreOffice-projektet.

Brugerflade: Her er overgangen fra Microsoft markant lettere end med LibreOffice. Brugerfladen minder i høj grad om Microsoft 365, og de fleste Microsoft-brugere vil hurtigt føle sig hjemme.

Online samarbejde: Collabora Online kan integreres med Nextcloud – en open source-platform til fildeling og samarbejde. Det betyder, at du kan få en komplet løsning med kontorsoftware, fildeling, kalender og mere, helt uden BigTech.

Desktopversion: For nylig lancerede Collabora også Collabora Office, en desktopversion. Brugerfladen er genkendelig for Microsoft-brugere, men den er mærkbart langsommere end både LibreOffice og Microsoft Office. Det skyldes formentlig at desktopversionen i virkeligheden kører en lokal server og webklient under motorhjelmen. Til de fleste formål er LibreOffice det bedre valg til desktopbrug.

Open source: Ja. Collabora Online er open source. Der findes en gratis udgave kaldet Collabora CODE (med visse begrænsninger) og betalingsversioner til organisationer med behov for support og flere funktioner.

OnlyOffice – teknisk imponerende, men med forbehold

OnlyOffice er det alternativ der ved første møde imponerer mest. Det er hurtigt, det er smukt, og brugerfladen ligner Microsoft Office så meget, at overgangen nærmest er umærkelig. Det fungerer glimrende både som onlineløsning og på desktop.

Så hvad er problemet?

OnlyOffice er ikke fuldt open source, men det der kaldes "open core" – kernefunktionaliteten er åben, men en del udvidet funktionalitet er proprietær. Det er ikke i sig selv usædvanligt og gælder også delvist for Collabora.

Det større problem handler om ejerskab. OnlyOffice er udviklet af Ascensio System SIA, et selskab registreret i Riga, Letland. Men der er ikke hel gennemsigtighed om ejerskabsstrukturen med forbindelser, der rejser spørgsmål om reel suverænitet.

Når hele pointen med at skifte væk fra BigTech er at genvinde kontrol og gennemsigtighed, giver det ikke mening at skifte til en løsning hvor ejerskabet er uklart.