Jeppe Bundsgaard er professor i danskfagets didaktik på DPU, v. Aarhus Universitet. Han har bl.a. forsket i teknologiforståelse og brug af IT i skolen. Og så er han en af dem, der er en hel masse ‘på telefonen’.
Alligevel oplever Jeppe sjældent at spilde sin tid. Han er nemlig ikke en af dem, der bliver ledt ned i et kaninhul (1) af dansevideoer og kattebilleder eller ophidsede hadefulde samtaler. Han ser heller ikke konstant reklamer, som giver ham gode idéer til at købe ting, han egentlig ikke har brug for. Til gengæld oplever han at læse en masse interessante perspektiver på væsentlige spørgsmål, som optager ham.
Jeppe oplever altså at være på - på den fede måde. For han har valgt at etablere sig på det, mange af os nok vil anse som “alternativ tech”. For ham har det dog ikke handlet om afsavn og fravalg. Men om friheden fra alle de destruktive aspekter ved brug af techgiganternes platforme. At etablere sig på alternativ tech har derfor, for Jeppe, faktisk været enormt frigørende.
SP: Danmark Skifter arbejder for at vise, at der findes alternative måder at organisere vores digitale liv på. Du er en af dem, der har valgt at organisere dig på nogle af de mange alternativer til Big Tech. Kan du udfolde din tekniske hverdag for os?
Hvis vi skal starte ‘i bunden’, så bruger jeg Linux i Ubuntu-version. Det er en open source og gratis version. Jeg bruger LibreOffice som tekstbehandlingsprogram. Som browser, bruger jeg Firefox og til at afspille video, bruger jeg VLC. Som tegneprogram bruger jeg GIMP. Når jeg laver statistik i mit arbejde, bruger jeg R Studio. Og så videre og så videre. Min computer er open source, alle de programmer, jeg bruger, er open source. Når jeg går på nettet, gør jeg det med open source. Jeg forsøger at undgå alle de virksomheder, der forsøger at profilere mig. Jeg bruger den amerikanske søgemaskine Kagi i stedet for Google. Kagi giver også adgang til en lang række sprogmodeller og til oversættelse. Den er finansieret ved, at jeg betaler for at få lov at bruge den. Det vil sige, at jeg ikke ser nogle reklamer, når jeg er på Kagis side, og hvor fx Google har en interesse i at få mig til at blive så længe som muligt og trykke på links, som de får betaling for, så har Kagi en interesse i at give mig et så velfungerende produkt, som muligt, fordi jeg så bliver ved med at betale til dem. Og det er jo det, der er den helt afgørende forskel på de to forretningsmodeller.
SP: Mange danskere har nok efterhånden vænnet sig til at tech-tjenester er noget, der kan fås gratis. Netop det kan ofte være en årsag til at man ikke vil skifte til noget nyt. Men man kan altså godt få både god og gratis tech?
Ja. Jeg betaler for Kagi, fordi de skal have nogle servere til at køre osv., men jeg betaler jo fx ikke for Linux Ubuntu, Firefox og LibreOffice. De finansieres på den ene side; ved at der er en hel masse, der arbejder gratis, fordi de synes det er fedt at bidrage til fællesskabet, og på den anden side, så tjener nogle af de virksomheder, der ligger bag nogle af de her produkter, penge ved at levere service til de virksomheder, der skal bruge deres produkter. Og så er der også nogle af virksomhederne, der modtager donationer, der også er en måde, man kan understøtte god teknologi på. Det kunne man også arbejde på at organisere i foreninger i Danmark. Det har vi fx talt om i foreningen “Folkeføderation” - altså, hvordan vi kan understøtte den software, som vi mener er vigtigt at få udviklet. Fx koster det penge at være en del af Folkeføderation og så fordeler foreningen penge til de softwareprodukter, foreningen mener er vigtige. Man siger ofte, at “hvis ikke du er kunden, så er du produktet”, fordi de lede tech-giganter indsamler data for at profilere brugerne, som så kan sælges til andre virksomheders frie manipulation. Men der er faktisk noget, der er gratis: fri og open software.
SP: Man kan sagtens være en del af Danmark Skifters kampagne uden at være en digital purist. Alle skift tæller - også de små. Der er derfor også plads til, at man spiller lidt på to heste - måske bare for en tid (lad os døbe den ene hest Facebook og den anden Mastodon). Hvordan har din proces været her? Har du taget en kold tech-tyrker eller har du haft flere heste på samme tid?
Min proces startede i nullerne, hvor jeg fik den tanke, at Windows ikke er vejen frem. Her var det indimellem ret svært, fordi mange af de programmer, folk brugte, ikke fandtes til Linux. I dag er det meget, meget sjældent, at jeg møder uoverstigelige tekniske problemer. EU har gjort en kæmpe indsats for at kræve at udveksling kan foregå på tværs af forskellige systemer. Engang sad Microsoft endnu mere på markedet, end de gør i dag. Så krævede EU, at hvis Microsoft skulle være på det europæiske marked, så skulle de etablere et åbent dokumentformat. Det er EU’s arbejde, der gør, at man i dag, godt kan skrive med en, der har Microsoft Windows, selvom man selv bruger LibreOffice. Krav om åbne dataudvekslingsformater bliver meget vigtige her. De store virksomheder har forsøgt at underminere den proces, men heldigvis er det lykkedes aktivister og politiske organisationer at åbne den. Der vil hele tiden være det modpres. Fx har Microsoft lavet en meget kompleks beskrivelse af deres dokumentformat. 600 sider fylder det. De store tech-virksomheder gør, hvad de kan for at vi fastlåses hos dem og ikke kan komme fri. Det kan vi jo se nu. Som samfund er det ekstremt svært, både for kommunen, for staten og for virksomhederne at komme fri, fordi de er inde i det her system, som har en masse afhængigheder.
Da Facebook kom, handlede det meget om at være i kontakt med sin fortid. Jeg tænkte egentlig at jeg var ret tilfreds med min nutid, så det holdt jeg mig ude af. Men jeg var på LinkedIn en overgang, og der begyndte der at være en hel masse, der ville connecte med mig, og hver gang så skulle jeg jo så undersøge om det var nogle, jeg kendte, eller om det var nogle, jeg ønskede at være i kontakt med. Og det begyndte at fylde så meget for mig, at jeg til sidst tænkte, at det gad jeg ikke. Så var jeg på Twitter og var glad for det en del år, men i 2019 hørte jeg om Mastodon og tænkte, at det var i hvert fald en bedre teknologi, for jeg har altid været tvivlende overfor amerikanske virksomheder, der leverede en “gratis” service, selvom Twitter blev præsenteret som en af de bedre. Men på Mastodon havde jeg den oplevelse, som mange nok har i dag: at der var helt tomt. Og det var der også. For vi var kun en to-tre danskere derinde. Så jeg havde en konto i nogle år, der lå helt stille. Men i 2022, da Elon Musk købte Twitter, så tænkte jeg, at det her kan jeg ikke. Og der er jeg jo nok lidt idealistisk og stædig. Så jeg etablerede mig igen på Mastodon og så skete det, at brugerne på Mastodon endelig flød til. Og så fik jeg pludselig lige præcis det, jeg ønskede mig: et godt og livligt samtaleliv. Men i en periode levede jeg et dobbeltliv, hvor jeg var på Twitter. Det jeg tweetede på Twitter var så: “Se at komme væk herfra!” “Det her er uholdbart det her” “Kom over på Mastodon!” Og så lukkede jeg min Twitterkonto her for et par år siden.
SP: God tech kræver brugere for at blive attraktiv. Det stiller brugerne og den nye tech i en situation, hvor alternativerne er afhængige af, at vi har mod på at kaste os ind i nye tech-forhold. Og at vi bliver der... bare lidt. Og det kan jo være lidt op ad bakke at indgå i et nyt forhold. Det kan kræve både tid, kræfter og tålmodighed. Hvordan sørger vi for at de alternative platforme bliver steder, vi ikke blot forlader igen?
Man skal måske føle sig mere medansvarlig for, at hvis der skal skabes noget godt, så skal man også selv bidrage. Fx med indhold. I kontrast til det står Big Techs sociale medier, der jo er ligeglade med, om du bidrager med noget. Der skal du jo bare se alt det der: kattevideoer og sådan. Møde internetkrigerne. Dem møder jeg i øvrigt stort set aldrig. Det er muligt at netop kattevideoer og internetkrigere kommer til Mastodon, men det er ret sikkert at de ikke vil komme til at fylde så meget, fordi den algoritme, der fremmer alt det gylle, der eksisterer på Big Techs platforme, ikke eksisterer på Mastodon (her laver man selv sit indhold ved at vælge, hvem man vil følge, red.) Jeg ved ikke, hvordan det er at være ny, i dag, på Mastodon, men jeg ved, at min hverdag på Mastodon er fuldstændig perfekt. Ved nogle af de andre fødererede medier, skal jeg, nogle gange, acceptere nogle mærkværdigheder og tekniske svagheder. Men Mastodon er efterhånden helt moden, og derfor kører det fuldstændig perfekt. Her har jeg nok indhold og kun om alt det, som jeg synes er spændende. Fx om klima, Ukrainekrigen, europæisk politik, klima, miljø og biodiversitet. Og på Pixelfed får jeg så billederne af vores smukke natur. Og det fede er jo, at jeg kan være på Mastodon og stadig følge folk fra Pixelfed. Og det skal man jo forstå. Man kan godt have to forskellige sociale medier, der kommunikerer med hinanden (hvis begge medier understøtter ActivityPub-protokollen, red.). Men Mastodon er klart den mest modne. Pixelfed er forholdsvis moden, selvom der stadig er ting, der ikke er helt optimale, men det kommer til at udvikle sig. Og så er der Friendica, som, populært sagt, er Facebook.
Mastodon er en del af det fødererede univers. Derfor kan du altid flytte dig. Er man fx på en server på Fødiverset (et andet navn for det decentralaliserede sociale medie-univers, red.), så kan man altid ombestemme sig og flytte sig til en ny server. Og så kan man tage sine følgere med sig videre. Og det er jo frihed. Og så åbner Fødiverset sig for Europa og for verden. Jeg mener ikke, at der hvor vi skal flytte os hen, skal være et af de danske alternativer. For så bliver det en ren lokal dansk samtale - hvilket er godt, og det skal vi jo have meget mere af, men vi skal også have mulighed for at kommunikere med folk med samme interesser, som os selv - uden for landet. Dertil kommer problemet med, at ikke alle kommer til at flytte sig samtidig over på en ny platform. Og derfor kommer det ikke til at bestå. Fødererede medier kan heller ikke “tilmøges” (2). De kan ikke ende samme sted som fx Facebook. Fordi der er alternativer (andre servere, red.), kan det ikke lade sig gøre at etablere den fastholdelse af brugerne, for brugerne kan altid flytte sig til en anden server indenfor det fødererede univers.
SP: Så der er faktisk steder på internettet, der er værd at bruge tid på?
Ja. Men, men vi skal aflære forestillingen om at alle teknologivirksomheder er onde. Folk skal vide, at der findes en tradition for andre typer af forretningsmodeller, som typisk baserer sig på at et software-produkt, fx Linux, LibreOffice eller Mastodon, ejes af en almennyttig stiftelse eller fond, hvor udviklingen diskuteres og besluttes. Og rundt om det findes så en masse virksomheder, som bidrager til udviklingen af den fælles software, og som tjener penge ved at hjælpe andre virksomheder ved at vedligeholde og bruge den givne software. Det er for fx RedHat og Ubuntu, der begge leverer versioner af Linux, og Collabora, som leverer LibreOffice. Disse virksomheder tjener penge på det faktiske arbejde, de udfører, ikke på at eje noget software, som de har gjort hele verden afhængig af gennem nedrige forretningsmetoder. Hvis en af disse virksomheder, eller en gruppe af brugere, bliver utilfredse med, hvordan softwaren udvikler sig, kan de til enhver tid lave en ‘fork’ - det vil sige at de tager hele programmet og udvikler deres egen version ovenpå den. Det er sket flere gange, når en virksomhed har fået for meget magt og har taget et produkt i en forkert retning. LibreOffice er en ‘fork’ fra OpenOffice, NextCloud er en ‘fork’ fra OwnCloud og MariaSQL er en ‘fork’ fra MySQL. Det giver os frihed og sikkerhed for at virksomheder ikke kan udnytte, at vi er blevet afhængige af dem.
SP: Danmark Skifter ønsker en folkebevægelse. Vi drømmer om at flere ikke-teknologi-interesserede vil begynde at interessere sig for at komme fri af ‘de lede tech-giganter’, som du tidligere har beskrevet dem. En af dem, vi gerne skulle have med er fx sådan en, som min far. Er der håb for Niels på 67 ift. at bryde fri?
Der er sket rigtig meget over de seneste to år. Førhen havde jeg ofte en oplevelse af at folk syntes at min kritik og min bekymring for Big Tech var mærkelig, og jeg skulle virkelig lægge låg på mig selv for ikke at fortælle dem, hvor forfærdelige tingene var. Nu ved folk godt hvor forfærdelige tingene egentlig er, og jeg kan hjælpe dem - folk som din og min far, aktive i mit lokalområde, alle mulige - med at tage det første skridt. Og det er en helt ny situation at være i. Og det er et rigtig godt udgangspunkt for, at vi ikke bare bliver i det her helvede. Tidligere har politikerne været meget optaget af, at der har været for meget skærmtid for børnene. Det var ligesom børnene, der var problemet.
Nu har politikerne endelig forstået, og det er befolkningen også ved at have en ret god fornemmelse af, at det jo er os alle, der bliver misbrugt af de her virksomheder. Og at det er de her lede techgiganter, vi bør sætte grænser for. Jeg har virkelig kæmpet den her kamp i lang tid, og jeg kan heldigvis mærke, at nu bliver jeg i højere grad opsøgt med spørgsmål, end jeg må forsøge at pålægge folk at lytte til mig.
Det er ikke kun tiden, der har arbejdet for mig. Det er også den fælles omtale: det er jeres arbejde, den politiske samtale, det er Donald Trump, Elon Musk, Mark Zuckerberg og Peter Thiel. Det er en hel masse kræfter, som endelig forener sig og gør det til et fælles demokratisk spørgsmål, der står tydeligt for alle.
Ofte bliver debatten om tech og trivsel centreret omkring den tid, vi er ‘på’. Her kan tid altså være noget, der kan bruges for meget af. Hvis altså den bruges et vist sted. 68% af danskerne ønsker også at skære ned for deres skærmforbrug. Måske fordi de oplever at bruge tiden på Big Tech-platforme, der for længst er blevet enshittified (2). At de derfor lever under algoritmisk herredømme i kaninhuller, de egentlig ikke ønsker at opholde sig i. Hvem ved?
Men der er faktisk steder på internettet, der er værd at bruge tid på. Hvor kaninhullerne faktisk er nogle, man godt gider at hoppe ned i. Endda være i for en tid. Fordi man selv har skabt dem.
Mød Jeppe der, hvor det er fedt at være ‘på’ og mærk, hvor livsbekræftende internettet faktisk kan være!
Noter:
- Et ‘digitalt kaninhul’ betegner det fænomen, at man bliver opslugt af indhold, i en sådan grad, at man mister fornemmelsen for tid og sted, og bliver præsenteret for mere og mere indhold i en særlig retning (kan være både både positivt og negativt)
- En fordansket henvisning til begrebet enshittification (også kendt som crapification eller platform decay). Begrebet præsenteres af den canadiske forfatter og aktivist Cory Doctorow og beskriver den proces, hvor digitale platforme gradvist forringes i kvalitet til gavn for deres ejere, på bekostning af både brugere og forretningspartnere.