Forud for valget den 24. marts har vi kontaktet digitaliseringsordførerne fra alle Folketingets partier og stillet dem fire spørgsmål om borgernes digitale suverænitet. Vi ville vide: Hvad vil jeres parti konkret gøre for at sikre, at danskerne har reelle valg i deres digitale liv?
Vi bringer svarene fra alle, der er vendt tilbage. Her er Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre:
Hvad er Radikale Venstres vigtigste konkrete tiltag for at styrke Danmarks digitale suverænitet i næste valgperiode?
Danmark kommer aldrig til at være 100% uafhængige af amerikansk tech, men vi kan stå langt mere på egne ben. På hardware-siden handler det om at etablere datacentre i Danmark. Det giver arbejdspladser, know-how, og det sikrer kontrol med vores mest kritiske digitale infrastruktur, i en situation hvor omkring 90% af vores cloud i Europa er hos amerikanerne. På software-siden skal det offentlige gå foran med open source-alternativer. Det gælder både Folketing, stat og kommuner. I Folketinget oplevede jeg det paradoks, at hvor jeg som forsker kunne bruge frie værktøjer, så skulle jeg som Folkevalgt pludselig skulle bruge iPhone, Windows og Office-pakken. Den tredje og måske vigtigste front er folkeskolen, hvor man i dag er bundet til ret få virksomheder. Hvis børn tidligt lærer, at der findes gode og nemme alternativer, vil det have en ringe-i-vandet-effekt.
Hvilke strukturelle ændringer vil de Radikale arbejde for, så borgerne får reel kontrol over deres egne data?
Noget af det er dækket af det første svar: hvis vi bruger alternativer, flyder der automatisk mindre data til giganterne. For sociale medier kan vi ikke forbyde folk at bruge dem, men vi kan på EU-niveau stille krav om åbenhed omkring algoritmer, hvad data bruges til, og at man som bruger har nemmere adgang til at få data udleveret og slettet. Det er ikke noget, vi kan lovgive nationalt, for det er ikke danske virksomheder.
Hvad vil Radikale Venstre gøre for at sikre, at demokratisk deltagelse ikke forudsætter en konto hos Meta eller X?
Det er det store paradoks: Sociale medier har bredt debatten ud, så borgere har meget mere adgang til folkevalgte. Men det betyder ikke, at debatten er blevet bedre. En stor andel danskere ønsker ikke at deltage i politisk debat på sociale medier, fordi debatmiljøet skræmmer. Vi skal ikke forbyde sociale medier, men vi skal stille krav til tech-giganterne om åbenhed omkring algoritmer og datapraksis, så vi i det mindste ved, hvordan de påvirker vores politiske debat.
Hvad er den ene politiske forandring, Radikale Venstre vil prioritere for at give borgerne et reelt digitalt valg?
Når vi laver offentligt IT, skal det være open source og uafhængigt af platform.