Da jeg interviewer Josefine Biehe Olsen, vågner hendes febersyge barn. Samtalen afbrydes af børneklaver og små hænder, der forsøger at stjæle dumbphonen. I mit stille sind tænker jeg: Det var her, jeg havde sat mit barn foran en skærm. Men vi kom igennem det. Måske er netop dét pointen: at det kan godt lade sig gøre, selvom det føles besværligt.
Vi har talt med Josefine om det valg, hun tog sommeren 2024. En beslutning, der af nogle måske kan ses som ret radikal. Det startede med, at hun druknede sin iPhone i et vandglas. Med vilje. Det blev starten på et eksperiment, der senere er blevet til en permanent beslutning.
Danmark Skifter handler ikke kun om at skifte platforme – det handler også om at skifte fokus og vaner – tage kontrollen over vores digitale liv tilbage. Du har taget kontrollen tilbage ved at drukne din telefon i et glas vand. Hvorfor var det netop dét, der skulle til for dig?
Den drastiske beslutning er i virkeligheden noget, jeg sidenhen har tænkt på som en anerkendelse af, hvor svært det her egentlig er. Det var en ret pludselig indskydelse, jeg fik, at drukne den. Jeg var ude at gå en tur og havde i lang tid haft en dumbphone og en iPhone i et sådan lidt akavet begge-dele-samliv. Jeg er sikker på, det vil fungere for nogen at gøre på den måde, men det fungerede ikke for mig, fordi der jo stadig var WiFi på min smartphone, så jeg brugte den stadig meget. Og det var jo det, jeg gerne ville væk fra.
Jeg fik idéen, mens jeg gik, at nu skulle det være slut. Og så gik jeg meget målrettet hjem, tændte vandhanen og puttede min smartphone ned i vandglasset. Og den døde altså ikke lige med det samme. Det var faktisk ret svært, og jeg måtte blive ved længe med at stå der i køkkenet og drukne den. Komisk, i virkeligheden, at det tog så lang tid. Men så gav den endelig op.
I starten sagde jeg bare til min mand, at den var gået i stykker. For jeg tænkte, han måske syntes, det var lidt for dramatisk gjort, og sagen var også den, at det faktisk var hans gamle smartphone, jeg havde druknet. I et forsøg på at bruge min smartphone mindre havde jeg nemlig byttet med ham, således at han fik min nyere udgave og jeg hans håbløst gamle.
Jeg har dog fortalt ham det med vandglasset sidenhen, og han synes heldigvis, det var sjovt og passede meget godt til, hvor frustreret han huskede, at jeg var i forhold til den smartphone. Jeg havde prøvet ret mange forskellige ting for at få styr på mit forhold til min smartphone, inden jeg nåede til vandglas-løsningen: fx at have regler for, hvor den lå, indstille skærmen til at være sort/hvid – jeg har prøvet alt det der.
Danmark Skifter opfordrer danskerne til, at vi tager snakken om vores digitale liv. Snakken om, hvor meget tech fylder i hverdagen – og hvilke normer vi gerne vil ændre. Det kan være en svær snak. Alligevel har du taget den. Hvilket potentiale ser du i snakken?
En af grundene til, at jeg selv begyndte at skrive og tale om det her, var, at jeg oplevede, at alle omkring mig egentlig var ret enige om den her problematik i forhold til vores digitale forbrug: at vi bruger for meget tid på telefonen, og at Big Tech faktisk ikke er noget, vi ønsker i vores liv. Altså, at der her var noget, vi allesammen var enige om, men som ingen gjorde noget ved.
Jeg var til et forældremøde i min datters børnehave, hvor en viceskoleleder holdt oplæg om stimulering af børns ordforråd, hvortil en specifik læringssituation blev fremhævet nogenlunde sådan her: "Ja – vi kender jo godt det, når vi sidder i bilen, og vi allesammen kigger ned i vores telefoner – måske skulle I kigge op og sige: Det er en ko, og det er et træ?" Viceskolelederen tog det som en selvfølge, at det var en situation, vi alle kunne spejle os i, og det frustrerede mig – samtidig med at vi alle grinede lidt høfligt og indforstået til hinanden. Det var jo nok genkendeligt. Jeg blev frustreret over, at netop det eksempel med køreturen var blevet noget, vi kunne spejle os i. Når nu så mange af os faktisk ønsker at gøre noget ved vores forhold til teknologien, ligger der også et potentiale i, at vi begynder at tale om det. Vi er nødt til at gå skridtet videre.
Til dem, der sidder lige nu og tænker: "Jamen, jeg skal jo bruge den telefon til MitID!" "Hvordan skal jeg finde vej uden GPS?" "Hvad med MobilePay!" Hvilke tiltag kræver det at bruge sin dumbphone som sin eneste telefon?
Fra dag ét vil man støde på udfordringer. Jeg har stået svedende i et tog, fordi jeg ledte efter min fysiske billet, som jeg jo skulle printe, inden jeg skulle afsted. Jeg har prøvekørt ruter, jeg har tjekket på computeren inden, hvis jeg skulle til et vigtigt møde. Nu har vi købt en bil med indbygget GPS, hvilket var en forudsætning for købet. Jeg har bestilt en MitID-kodeviser, der kan bruges som nøglering. Og den fungerer faktisk meget bedre, end appen gør. Du taster bare din kode, trykker på en knap, hvorefter der kommer en talkode, som skal tastes ind. Det er meget simpelt, og den er jeg virkelig glad for. Så er der MobilePay – og det er en udfordring. Ikke i forhold til at kunne betale, men hvis man skal dele noget med nogen eller skal overføre penge til nogen. Men så er det heller ikke sværere end at lave en bankoverførsel. Og det kan være vigtigt at vide, at ens MobilePay stadig findes, selvom man ikke har en smartphone. Derfor kan andre sagtens overføre penge til dig. Så det handler jo egentlig bare om at være hurtig til at sige, at man gerne vil lægge ud, når man er ude at spise med sine veninder. Og så bruger jeg bare mit fysiske Rejsekort.
I Danmark Skifter tror vi på, at små skridt bliver til store bølger. Vi tror også på, at god tech gerne må få en plads i vores liv. Hvilken tech har fået lov at overleve vandglasset hjemme hos jer?
Vi lytter meget til lydbøger – også i bilen. Der ligger mange gode inde på DR Lyd. På biblioteket kan man låne både dvd'er og cd'er – ja, man kan jo låne nærmest alt på biblioteket. Og så er vi jo nødsaget til at beholde Aula. Men mit hack er, at det er noget, man skal have på computeren. Ikke på sin telefon.
Hvis der nu sidder nogen lige nu og bliver så inspirerede af din historie, at de går ud og køber en dumbphone, lægger smartphonen i skuffen – eller i vandglasset (for dramatisk effekt). Hvad venter der dem på den anden side?
Jeg synes, det er vigtigt at sige, at hvis man bare elsker alle minutter, man bruger på sin smartphone, så er det jo fedt. Og så skal man jo bare blive ved med at bruge den. Men jeg fornemmer også, at mange gerne vil bruge tiden på noget andet.
Det, man vil opleve ved at gøre det på den måde, jeg har gjort, er, at man får mere tid på hænderne. Meget mere tid.
De fleste af os er jo nok "makset ud" i forhold til den tid, vi har. Alle timerne synes fyldt ud med noget. Så man er nødt til at fjerne noget, hvis man vil have noget nyt ind. Det nye, vi har fået plads til i vores familie, er, at vi har fået læst mere og haft flere gode snakke med hinanden. Vi har også fået taget ret mange store beslutninger, siden vi valgte at sadle om. Måske har vi tidligere taget telefonen frem i stedet for at tage de snakke, vi egentlig gerne ville tage, fordi vi måske ikke lige har orket at være i alle de der store tanker. Og så er det virkelig dejligt at have fået et roligt soveværelse uden forstyrrelser. For en dumbphone kan jo godt bruges som vækkeur.
Jeg kan godt forstå, at der er nogen, der gerne vil høre, at det hele bare er fedt og let og dejligt med en dumbphone, og det er også fedt, og det er dejligt, og man får mere tid. Meget mere tid. Men der er nogle ting, der er mere besværlige. Fx at GPS'en ikke er lige så god i bilen, når du ikke kan koble din smartphone til. Men GPS'en er der jo, og jeg finder altid frem.
Jeg synes, det er vigtigt at fremhæve, at når man vælger at gå væk fra en smartphone, som jo er det, hele vores samfund efterhånden er bygget op omkring nu, så er der ting, der bliver mere besværlige, men det synes jeg også er okay. Det er jo et valg. Det er det valg, jeg har taget, og det må gerne være lidt besværligt. For det bekræfter mig i, at jeg har taget et valg.